Historie
år 300 efter vor tidsregning
Hvem der har størst krav på at være den ældste landspaniel-race, den Walisiske eller den Engelske Springer?
Både den engelske springer og welsh springeren er racer med en ganske agtværdig aldersmæssig oprindelse, og oplysninger i de få historiske kilder tyder på, at deres forfædre måske har været de samme helt tilbage til 6. årh.
En anden teori er, at den oprindelige spaniel i England/Wales var den rød -hvide, mens den brune – hvide eller sorte hvide engelske springer kom senere sammen med de normanniske erobrere.
På et eller andet tidspunkt i historien er deres udvikling og type gået i hver sin retning, alt efter om de levede i Midt- og Sydengland eller i Wales. Et er dog helt sikkert: de kastanierøde og hvide farver har altid været karakteristiske for en Welsh Springer Spaniel.
Howel Ddas walisiske lov fra 948 nævner tre fremragende slags hunde, en sporhund, en greyhound og en spaniel. Kongens Spaniel var 1 pund værd, mens en fribondes hund kun havde en værdi af 6 pennies.
Men endnu længere tilbage, allerede omkring år 300 efter vor tidsregning, finder man i en walisisk lovbog udtrykket “vor hjemlige spaniel” Her blev beskrevet en hund, som havde en fremragende lugtesans og som fortrinvis blev brugt til fasanjagt.
I en walisisk jagtbeskrivelse fra det 6.århundrede fortælles om en jagt, hvor hertug Pwyll Of Dyfed møder en fremmed jæger, hvis hunde trænger ind på hans jagtrevir, idet de forfølger en anskudt hjort:
” og så betragtede han hundeflokkens farve… Han havde ikke tidligere set hunde i denne farve. Deres farve var brilliant skinnende hvid og deres aftegninger var røde…..”
Det må anses for sandsynligt, at der i disse tilfælde er tale om en type spaniel, der kan være oprindelsen til de aktive welsh-jagthunde vi ser i dag, hvor welshen roses for det aktive, intelligente næsearbejde, som en sikker vildtfinder – selvom den ikke altid er så hurtig som cockeren og den engelske springer, så vil den sikre lugtesans altid kunne opspore anskudt vildt.
Første gang ordet SPANIEL nævnes i digt er i 1386, hvor den engelske digter Chaucer i Canterbury Tales skriver, at når kvinden finder den rigtige mand, så vil hun springe hen til ham som en SPANIEL! Altså allerede her glæder man sig over spaniels imødekommende væsen.
Nogenlunde samtidigt bliver der i franske jagthåndbøger beskrevet 6 jagthunderacer, hvoraf den ene er karakteriseret, som fortræffelig fuglehund. Jo det var vor Spaniels fremragende jagtegenskaber, der allerede dengang udmærkede racen frem for andre jagthunde.
Da Welshen gjorde sin entre i nyere tid i slutningen af 1800-tallet, da udstillings-virsomheden og forædlingen af hunderacerne tog form – var folk i første omgang overbevist om, at denne spaniel var en ny og “hjemmestrikket” hund, som waliserne havde frembragt ved at krydse cockere, springere og clumbere, men den “nye” hund vidste sig hurtigt i så stort tal og med et så ensartet typepræg, at det lykkedes waliserne at dokumentere, at det virkelig drejede sig om en selvstændig, ældgammel og ren race.
Anerkendelsen og racenavnet
Malerier af Thomas Gainsborough fra 1767 og 1775 ligesom et maleri af George Armsfield fra 1883 viser Welsh Springer Spaniels med et udseende, der ikke afviger stort fra de typiske racerepræsentanter vi ser i dag.
Anerkendelsen og racenavnet kom i 1902. inden da havde welshen været udstillet som welsh cocker, welsh spaniel eller welsh starter. “Starter” er welshens kælenavn i dens hjemland.
I 1904 beskrev A. T. Williams welsh racen således: “Disse hunde er af meget gammel oprindelse. Det er vel den ældste Spaniel race i Storbritannien. Welsh Springer Spaniel er en selvstændig race, som adskiller sig fra alle andre spanielracer i type og adfærd. Skriftlige kilder og malerier kan århundrede tilbage dokumentere dette.
Interessen for welshen koncentrerede sig mest om dens jagtegenskaber, og nogen større udbredelse fik den i de følgende år, ikke uden for Wales. Det var nær ved at blive racens ruin.
I krigsårene, da det kneb med mad til både mennesker og dyr, stod mange walisere over for et svært valg – man var nødt til at indskrænke sit hundehold, og da fåreavl er en vigtig næringsvej i området, blev det de alt for mange jagthunde, man måtte skyde. Det var ikke langt fra, at racen var ved at uddø.
Men takket være nogle få særligt hundeinteresserede mennesker, først og fremmest en slagter og en opdrætter ved navn Payne, overlevede den fremragende walisiske jagtspaniel. Paynes daglige arbejde bestod i at tage rundt på gårdene og slagte får.
Alt slagteaffaldet tog han med sig hjem og ved hjælp af det, holdt han liv i en stor bestand af welsh springere både i sin egen kennel og en nabokennel. Siden har welsh springer spaniels opnået en stadig større udbredelse, ikke blot i hele Storbrittannien, men også i USA, Frankrig, Tyskland, Holland og Skandinavien.
De første Welsh Springer Spaniels blev importeret til Danmark i 70′ erne og i begyndelsen af 80′ erne fra Holland, Sverige og England. I stamtavlerne på mine 2 welsh hunde er der stadig avlsgener fra det oprindelige område.
I Danmark er der vel pt omkring 300-400 welsh hunde.
